Allans kiwier, blommer og andre herligheder
Selvom Allan Christensen ikke længere er fuldtidslandmand, har han gudskelov valgt at beholde både drivhus og en lille del af de mange hektarer som hobbybrug. For Allan ville vi nødigt undvære, ikke mindst da det er ham, der leverer de uundværlige alsiske kiwier til Syttendes køkken. Meget typisk for Allan havde han hørt, at hans jorde ved Fynshav på Als lå på samme breddegrad som San Francisco i Californien – og så måtte det jo være ligetil at dyrke nogle kiwier! Det med breddegraderne viste sig imidlertid ikke at være helt rigtigt, men det forhindrer dog ikke Allan i at dyrke de fineste små kiwier i drivhuset på Als.
Allans marker ligger helt ned til Lillebælt, og det giver hans afgrøder særlig saft og kraft. Vi bruger både Allans kvæder, rabarber, bær og blommer i retter og til Syttendes saftmenu. Især blommesorten TipTop har vi udviklet et kærlighedsforhold til, og de skønne blommer lever i sandhed op til deres navn.